søndag den 30. maj 2010

Mennesket, et grådigt dyr?

At mennesket er en overlevende og dominerende dyreart, tilskrives ofte vores evne til kreativ tænkning.
Det er blevet tid til at tænke kreativt om vores grådighed, så den kan bruges til fælles bedste.

For det første er grådighed blevet en dyd iblandt os alle, for det andet tilskyndes vi til det af staten. Ved at demontere staten, vil der forsvinde rigtigt mange årsager til at udnytte andre for økonomisk vinding. Dette kræver dog noget igen af den enkelte, er vi villige til at betale den pris?

Lad os starte med to store og fatale historiske årstal; 1989 og 2009.
Det første var året for statskommunismens fald, det andet for kapitalismens. Ingen af de to ideologier kunne klare presset af den almindelige grådighed hos befolkningerne i de berørte lande. Mens det i den kommunistiske blok var et grundlæggende lavt materielt stade, kort sagt; porno og cowboybukser, var det i den kapitalistiske tanke, manglen på eget ansvar og simpel grådighed, der gik over grænsen og nedbrudte systemet. Indenfor begge ideologier var/er staten garant for en udvalgt skares vedligehold. Den kapitalistiske top er her tænkt som de firmaer der har baseret deres levebrød på at flytte gæld og fiktive beløb, på sådan an måde at de danner et pyramidespil af investeringer og investorer. Dette pyramidespil er kun bæredygtigt hvis der er mulighed for at maximere investeringer via statsgaranterede love og kun tilgængelige for de der allerede har en vis kapitalmængde. Det siges jo at den første million er den sværeste at tjene.

At tjene penge er ikke en synd, men i anarkistisk tankegang går ansvaret begge vej. Et eksempel kunne være politiet; et statstyret magt- og lovapperat. Var der ikke et samfundsbetalt politi, ville de der havde noget at beskytte i form at megen ejendom, være nødt til at ansætte væsentligt flere private vagtfolk end de allerede gør. Forsikringspræmierne ville også tage sig et hop op ad af, hvis ikke der var statsbetalte patruljevogne på Strandvejen.

Hvilket bringer os til besværet ved at være rig. Med rigdom kommer et stort ansvar for alt det man ejer. Ikke alene fra udefrakommende tyve, men også fra gribbe ”inhouse”, der forsøger at tilrane sig ens midler, i form af dyre services eller direkte bedrag. Centraliseret rigdom er bare nemmere at komme besiddelse af, end hvis nu 20 husstande ejede hver en tyvendedel af en given værdi.
Men uden et centralt politi ville der vel også være tyve? Det ville der givetvis, men skal vi bringe en ende på en grådig samfundsstruktur, må der også bringes en ende på egoismens vælde iblandt os alle. Det skal simpelthen gøres mere værdifuldt at arbejde end at stjæle og spekulere(igen).

Lad os nu sige at der er 20 direkte ejere af en virksomhed; en virksomhed som fleste af dem også arbejder på og bor i nærheden af. Dette er deres rigdom. Uden tvivl vil der være en større vilje til at beskytte denne ejendom, enten ved dens fysisk placering midt i boområdet for de 20, dannelse af vagtværn eller ved at købe sig til vagthjælp.
Ved at inddrage flest mulige i nærområdet i virksomhedens ejerskab, vil der være mindre kriminalitet omkring virksomheden, da alle er inddraget direkte eller familiært til den. Alle får mest ud af virksomheden ved at den holdes fri af kriminalitet og producerer bedst muligt ved direkte ejerskab for de ansatte.
Men dette er jo bare små virksomheder; hvad med større kooperativer? Ved at pålægge større virksomheders ledere et personligt værdiansvar, kan også disse overgå til en fri økonomi, uden statslig opbakning i form af bankpakker og anden beskyttelse, der i dag holder spekulanter i alle led, skadesfri. Eller rettere næsten alle, da småinvestorer, den almindelige borger, der blot forsøger at lege med de store, som regel, mister hele sin investering. Spekulation vil ikke forekomme som i dag, da ejerne ville være direkte afhængige af ledelses beslutninger; ergo et meget mere forsigtigt marked, der ville agere med fornuft og viden, frem for grådighed og chancebetonede profitønsker.


Ja, dette er et kort indlæg om et stort emne. Efterhånden som vi her på Deadfish kommer ind i anarkismens væsen, vil der følge mere. Indtil da, kan du fornøje dig med dette; én af de blogs vi selv følger og hvor meget af det her beskrevne, er taget fra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar