Når fodbold bliver menneskelig

Med diskussionerne om brug af målkamera i fodbold, er en ny kampplads for det menneskelige blevet åbnet. Skal man, bare fordi man kan? Det er ikke den store fodboldviden der tynger Onlydeadfish…, faktisk ved vi ikke andet end at fodboldverdensmesterskabsfinalen 2010 vil stå imellem Holland og Spanien.

Men debatten om hvorvidt man skal til at bruge et kamera til at afgøre bedømmelser i fremtiden, interesserer. Det humane versus det tekniske, fejlen imod det ufejlbarlige. Ingen tvivl om at afbrydelser af en sport som fodbold, kun vil komme annoncørerne til gode. Derimod har det smukke ved at holde afgørelserne indenfor banen og ikke have mulighed for at omgøre, uden tvivl kostet blod, sved og tårer igennem tiderne. Men det vil enhver afgørelse jo sikkert altid gøre.
Overvågning og teknisk dokumentation er faktisk en af årsagerne til at football og baseball i disse år mister terræn til Fodbold i USA i disse år. Der er oplagte demografiske årsager til dette, men også de mange afbrydelser og reklamer spiller en stor rolle.


Flytter fokus lidt til mere seriøse områder.
Har kameraafgørelser hjulpet os til en bedre og mere human tilværelse? Det tyder ikke på det.
I Ålborg har en kameradækning af jomfru Anne Gade ikke sænket volden foran beværtningerne. Heller ikke kameraovervågning af vejene gør det store ved trafikforseelserne, vi kører hurtigere end nogensinde før.

At installere tekniske hjælpemidler i stedet for at bruge menneskelig dømmekraft, fjerner vores ansvarsfølelse og kan endda anspore os til at tro at hvis ikke vi bliver opdaget af kameraet, er vore handlinger acceptable. Det fjerner den menneskelige faktor, muligheden for at tage fejl og dermed også muligheden for at rette denne fejl.

Til sidst skal vi lige fortælle om en fodboldklub, der forener menneskeligheden med sportens intensitet. St. Pauli har hjemme i Hamburg og er nok mest berømt for at bruge et piratflag som logo, klubben kendes som ”Freibeutere der liga”.

I denne klub er man meget karrig om sit menneskelige ansigt udadtil. Klubbens præsident er en af de få åbne homoseksuelle i europæisk sport, man har indført en antifacisme, antisexisme og antihomofobi i deres forskrifter. I slutfirserne, var klubben den første til at forbyde højreorienterede hooligans på deres baner, der var et stort voldsproblem dengang i tysk fodbold, netop med udspring i neofacistiske grupper.

Dette menneskeværd, har gjort at klubben ikke har problemer med at fylde de 20.000 pladser på deres stadium weekend efter weekend. Og det til trods for at klubben konstant ligger i anden og tredje division Mange tyske fodboldfans har St. Paul som ”andet hold”, når man spørger til deres favoritter.



Afgørelser i sport og i livet må træffes af os selv, ikke en ”forældre” vi bare vil prøve at snyde så meget som muligt.

Dobbelmoralsk fjernsyn. For dig?

Bare et lille hikst om dagens tvprogram, hvor vi kan nyde den dømte selskabsvindler, Stein Bagger, blive ”interviewet” af sin besøgsven igennem 9 måneder, Reimer Bo, på DR 1.

Hvad er det lige for en TVkanal der på den ene side kan sende programmer, hvor småsvindlere bliver jagtet ned af gaden af reportere, på et tidspunkt, mens der bliver plads til multimilliadærsnyderne i primetime?
Det er dobbelmoral, og fuck dem der trækker ”jah, men, det er og underholdenende og spænende og desuden kan vi jo ikke gøre noget ved det-kortet”. Rigmor Zobel(narkodømt), Brian Sandberg(HA rocker og per se, kriminel) og sidst Stein Bagger; alle er de blevet kendte for deres kriminalitet. Som folk og i dette tilfælde, seere, er vi bare nødt til at boykotte programmerne og tale imod disse personer og deres virke.

De har misbrugt det bedste vikingerne efterlod os; tilliden til vores sidemand til enhver tid.

Også selvom de kan være gode venner og store egoer; der er sat en streg under at de har brugt deres venner, de har brugt deres familie, de har brugt deres goodwill hos alle de kom i nærheden af, for deres egen vindings skyld. De er faktisk blevet rige og berømte ved at undgå samfundskodeks som medmenneskelighed, empati og storsind. Havde Rigmor solgt dårlig svamp til drengene med hjelm fra før, havde hun fået med den flade side af sværdet, til hun blødte ud af ørerne. De to andre, var nok bare blevet brugt som træning ved øksekast.

At fremstille dem og deres gerninger som værdige til TV, er et knæfald for en pervers samfundstanke og endnu værre; det fortæller dig som seer at selvom de har taget røven på dig, er det alligevel lidt sejt.



Hvad syn´s du selv?

hvem kæmper demonstranterne for?

Når der nu skal være fest, så lad der dog være fest. og derfor skal der nok også komme gang i gaderne under COP15 i København i de nærmeste dage. Dette skal ikke handle om hvorvidt nogle aktionsformer er mere valide end andre. Det skal blot kostateres at vi forhåbentlig vil se jævne folk på gaden, for at give deres besyv med.
Men når de så står derude på gaden, i regnen, i blæsten, med deres bannere og fastlagte rute og venligt eskorteret af jyske landbetjente; hvem er det så de repræsenterer? Er de på gaden for andre end sig selv?
Jeg bor i provinsen og derude taler vi sammen, også om topmøde og deres effekt. Når talen kommer ind på demonstranter, bliver stemningen ligesom lidt presset og der bliver joket om brug af vandkanoner og peberspray. Prøver man land- og forstadsbeboerne lidt af og begynder at tale om lømmelpakker og menneskerettigheder, bliver stemningen endnu lidt mere presset. De kan ikke helt lide at der tales om statsvold og undertrykkelse i Danmark. Så kommer det endeligt frem; "jeg håber kraftedmig de gør god brug af den vandkanon". Og med låget af, vælder det op med mishagsytringer om disse voldspsykopater og byafbrændere, der hindrer politiets arbejde. De skal bare afvejen. Demonstranter er blevet synonyme med antidemokratiske kræfter og bøller.
Men, hvis man skal tage landboerne og forstadsbeboerne for gode varer; hvem går demonstranterne så på gaden for? Almindelige mennesker har jo tilsyneladende ingen respekt eller interesse i en aktiv deltagelse med helt demokratiske midler. Civil ulydighed; siges det i en snak henover forstadshækken, er det som at sympatisere med 9/11.

Vi har et demokratisk problem når den almindelige borger i dén grad afskriver sig en aktiv deltagelse, endsige en accept eller sympati med de få der endnu aktionerer for folket, når disses rettigheder, muligheder, fremtid og friheder krænktes.

Amatøroprør

...festen endte lidt skidt den dag. Der blev smadret og larmet lidt for meget, for meget til at det blev populært. Faktisk blev hele balladen i Hyskenstræde temmelig upopulær; selv hos dead fish...
Al mulig respekt for at ville bryde kapitalens greb i byen og os alle; fino. Men skal der ikke være lidt idé med galskaben?

Valg af kampplads: Indre by? Hvornår dælen har Indre By i Kbh tilhørt noget folkeligt, radikalt eller nytænkende? De få beboerne der bor i kvarteret, betaler vidst lidt for meget for lejlighederne, til at have råd til at støtte antikapitalister.

Aktionsmetode: Ødelæggelse , fordi det viser hvor kreativ man kan være i opbygning af nyt? Det er der vidst for mange totalitære erfaringer til at tro på.

Forsvar: Man udspyr en masse fraser fra tillærte filosofer, krydret med lidt fræk ordporno.

Jeg finder grundene og resultatet genemmeskueligt; dette er et selvpromoverende stunt af (unge)mennesker, der ender med at blive de mest konservative støtter af samfundet af idag.

Her er min tese om hvorledes det vil gå "oprørerne" fra Hyskenstræde.
De vil fortsætte med aktioner, indtil det er tid til eksamnerne. Her kan de så ovenikøbet flashe deres viden om brugen af filosofi(-floskler) i direkte aktion. Efterfølgende en årrække med rejser, fortsat "radikale" aktioner, indtil en eller anden politiker eller medie, tager dem til nåde og indleder "dialog". Nu kører møllen så for alvor. Vore radikale typer vil deltage i paneler, debatter i diverse medier, udgive/bidrage med, debatbøger. Så kommer fokusgruppearbejdet, skribentstillingerne, korrespondentjobsne, konsulentkontrakterne.
Så hedder det forskerstillinger, undervisning på uni(hov, nu er cirklen vidst da komplet), rektorater og bestyrelsespladser. Tilsidst noget velgørenhed og en eller to biografier, med tilhørende, chockerende, billeder af en vild, oprørsk ungdom. Herefter blot nekrologen.

Oprør er ikke noget man gør andre opmærksom på med mediestunts, som det i Hyskenstræde. Det er en sindstilstand hos den enkelte, der opgiver alle faste tilhørsforhold; både materielle og personlige. Man opgiver at holde fast; det er oprør imod det nærværende. Det er en høj pris og jeg ser ikke lægesønnerne fra Silkeborg være klar til at betale. Hvis de er rigtigt uheldige, er alt de skal betale, et par ødelagte ruder.