Når fodbold bliver menneskelig

Med diskussionerne om brug af målkamera i fodbold, er en ny kampplads for det menneskelige blevet åbnet. Skal man, bare fordi man kan? Det er ikke den store fodboldviden der tynger Onlydeadfish…, faktisk ved vi ikke andet end at fodboldverdensmesterskabsfinalen 2010 vil stå imellem Holland og Spanien.

Men debatten om hvorvidt man skal til at bruge et kamera til at afgøre bedømmelser i fremtiden, interesserer. Det humane versus det tekniske, fejlen imod det ufejlbarlige. Ingen tvivl om at afbrydelser af en sport som fodbold, kun vil komme annoncørerne til gode. Derimod har det smukke ved at holde afgørelserne indenfor banen og ikke have mulighed for at omgøre, uden tvivl kostet blod, sved og tårer igennem tiderne. Men det vil enhver afgørelse jo sikkert altid gøre.
Overvågning og teknisk dokumentation er faktisk en af årsagerne til at football og baseball i disse år mister terræn til Fodbold i USA i disse år. Der er oplagte demografiske årsager til dette, men også de mange afbrydelser og reklamer spiller en stor rolle.


Flytter fokus lidt til mere seriøse områder.
Har kameraafgørelser hjulpet os til en bedre og mere human tilværelse? Det tyder ikke på det.
I Ålborg har en kameradækning af jomfru Anne Gade ikke sænket volden foran beværtningerne. Heller ikke kameraovervågning af vejene gør det store ved trafikforseelserne, vi kører hurtigere end nogensinde før.

At installere tekniske hjælpemidler i stedet for at bruge menneskelig dømmekraft, fjerner vores ansvarsfølelse og kan endda anspore os til at tro at hvis ikke vi bliver opdaget af kameraet, er vore handlinger acceptable. Det fjerner den menneskelige faktor, muligheden for at tage fejl og dermed også muligheden for at rette denne fejl.

Til sidst skal vi lige fortælle om en fodboldklub, der forener menneskeligheden med sportens intensitet. St. Pauli har hjemme i Hamburg og er nok mest berømt for at bruge et piratflag som logo, klubben kendes som ”Freibeutere der liga”.

I denne klub er man meget karrig om sit menneskelige ansigt udadtil. Klubbens præsident er en af de få åbne homoseksuelle i europæisk sport, man har indført en antifacisme, antisexisme og antihomofobi i deres forskrifter. I slutfirserne, var klubben den første til at forbyde højreorienterede hooligans på deres baner, der var et stort voldsproblem dengang i tysk fodbold, netop med udspring i neofacistiske grupper.

Dette menneskeværd, har gjort at klubben ikke har problemer med at fylde de 20.000 pladser på deres stadium weekend efter weekend. Og det til trods for at klubben konstant ligger i anden og tredje division Mange tyske fodboldfans har St. Paul som ”andet hold”, når man spørger til deres favoritter.



Afgørelser i sport og i livet må træffes af os selv, ikke en ”forældre” vi bare vil prøve at snyde så meget som muligt.

Mennesket, et grådigt dyr?

At mennesket er en overlevende og dominerende dyreart, tilskrives ofte vores evne til kreativ tænkning.
Det er blevet tid til at tænke kreativt om vores grådighed, så den kan bruges til fælles bedste.

For det første er grådighed blevet en dyd iblandt os alle, for det andet tilskyndes vi til det af staten. Ved at demontere staten, vil der forsvinde rigtigt mange årsager til at udnytte andre for økonomisk vinding. Dette kræver dog noget igen af den enkelte, er vi villige til at betale den pris?

Lad os starte med to store og fatale historiske årstal; 1989 og 2009.
Det første var året for statskommunismens fald, det andet for kapitalismens. Ingen af de to ideologier kunne klare presset af den almindelige grådighed hos befolkningerne i de berørte lande. Mens det i den kommunistiske blok var et grundlæggende lavt materielt stade, kort sagt; porno og cowboybukser, var det i den kapitalistiske tanke, manglen på eget ansvar og simpel grådighed, der gik over grænsen og nedbrudte systemet. Indenfor begge ideologier var/er staten garant for en udvalgt skares vedligehold. Den kapitalistiske top er her tænkt som de firmaer der har baseret deres levebrød på at flytte gæld og fiktive beløb, på sådan an måde at de danner et pyramidespil af investeringer og investorer. Dette pyramidespil er kun bæredygtigt hvis der er mulighed for at maximere investeringer via statsgaranterede love og kun tilgængelige for de der allerede har en vis kapitalmængde. Det siges jo at den første million er den sværeste at tjene.

At tjene penge er ikke en synd, men i anarkistisk tankegang går ansvaret begge vej. Et eksempel kunne være politiet; et statstyret magt- og lovapperat. Var der ikke et samfundsbetalt politi, ville de der havde noget at beskytte i form at megen ejendom, være nødt til at ansætte væsentligt flere private vagtfolk end de allerede gør. Forsikringspræmierne ville også tage sig et hop op ad af, hvis ikke der var statsbetalte patruljevogne på Strandvejen.

Hvilket bringer os til besværet ved at være rig. Med rigdom kommer et stort ansvar for alt det man ejer. Ikke alene fra udefrakommende tyve, men også fra gribbe ”inhouse”, der forsøger at tilrane sig ens midler, i form af dyre services eller direkte bedrag. Centraliseret rigdom er bare nemmere at komme besiddelse af, end hvis nu 20 husstande ejede hver en tyvendedel af en given værdi.
Men uden et centralt politi ville der vel også være tyve? Det ville der givetvis, men skal vi bringe en ende på en grådig samfundsstruktur, må der også bringes en ende på egoismens vælde iblandt os alle. Det skal simpelthen gøres mere værdifuldt at arbejde end at stjæle og spekulere(igen).

Lad os nu sige at der er 20 direkte ejere af en virksomhed; en virksomhed som fleste af dem også arbejder på og bor i nærheden af. Dette er deres rigdom. Uden tvivl vil der være en større vilje til at beskytte denne ejendom, enten ved dens fysisk placering midt i boområdet for de 20, dannelse af vagtværn eller ved at købe sig til vagthjælp.
Ved at inddrage flest mulige i nærområdet i virksomhedens ejerskab, vil der være mindre kriminalitet omkring virksomheden, da alle er inddraget direkte eller familiært til den. Alle får mest ud af virksomheden ved at den holdes fri af kriminalitet og producerer bedst muligt ved direkte ejerskab for de ansatte.
Men dette er jo bare små virksomheder; hvad med større kooperativer? Ved at pålægge større virksomheders ledere et personligt værdiansvar, kan også disse overgå til en fri økonomi, uden statslig opbakning i form af bankpakker og anden beskyttelse, der i dag holder spekulanter i alle led, skadesfri. Eller rettere næsten alle, da småinvestorer, den almindelige borger, der blot forsøger at lege med de store, som regel, mister hele sin investering. Spekulation vil ikke forekomme som i dag, da ejerne ville være direkte afhængige af ledelses beslutninger; ergo et meget mere forsigtigt marked, der ville agere med fornuft og viden, frem for grådighed og chancebetonede profitønsker.


Ja, dette er et kort indlæg om et stort emne. Efterhånden som vi her på Deadfish kommer ind i anarkismens væsen, vil der følge mere. Indtil da, kan du fornøje dig med dette; én af de blogs vi selv følger og hvor meget af det her beskrevne, er taget fra.

Dobbelmoralsk fjernsyn. For dig?

Bare et lille hikst om dagens tvprogram, hvor vi kan nyde den dømte selskabsvindler, Stein Bagger, blive ”interviewet” af sin besøgsven igennem 9 måneder, Reimer Bo, på DR 1.

Hvad er det lige for en TVkanal der på den ene side kan sende programmer, hvor småsvindlere bliver jagtet ned af gaden af reportere, på et tidspunkt, mens der bliver plads til multimilliadærsnyderne i primetime?
Det er dobbelmoral, og fuck dem der trækker ”jah, men, det er og underholdenende og spænende og desuden kan vi jo ikke gøre noget ved det-kortet”. Rigmor Zobel(narkodømt), Brian Sandberg(HA rocker og per se, kriminel) og sidst Stein Bagger; alle er de blevet kendte for deres kriminalitet. Som folk og i dette tilfælde, seere, er vi bare nødt til at boykotte programmerne og tale imod disse personer og deres virke.

De har misbrugt det bedste vikingerne efterlod os; tilliden til vores sidemand til enhver tid.

Også selvom de kan være gode venner og store egoer; der er sat en streg under at de har brugt deres venner, de har brugt deres familie, de har brugt deres goodwill hos alle de kom i nærheden af, for deres egen vindings skyld. De er faktisk blevet rige og berømte ved at undgå samfundskodeks som medmenneskelighed, empati og storsind. Havde Rigmor solgt dårlig svamp til drengene med hjelm fra før, havde hun fået med den flade side af sværdet, til hun blødte ud af ørerne. De to andre, var nok bare blevet brugt som træning ved øksekast.

At fremstille dem og deres gerninger som værdige til TV, er et knæfald for en pervers samfundstanke og endnu værre; det fortæller dig som seer at selvom de har taget røven på dig, er det alligevel lidt sejt.



Hvad syn´s du selv?

apocalypse now, hele historien i en replik

" I've seen horrors...horrors that you've seen. But you have no right to call
me a murderer. You have a right to kill me. You have a right to do that...But
you have no right to judge me. It's impossible for words to describe what is
necessary to those who do not know what horror means.
Horror. Horror has a face...And you must make a friend of horror. Horror and
moral terrorare your friends. If they are not then they are enemies to be feared.
They are truly enemies. I remember when I was with Special Forces...Seems
a thousand centuries ago...We went into a camp to innoculate the children.
We left the camp after we had innoculated the children for Polio, and this old
man came running after us and he was crying. He couldn't see. We went
back there and they had come and hacked off every innoculated arm. There
they were in a pile...A pile of little arms. And I remember...I...I...I cried...
I wept like some grandmother. I wanted to tear my teeth out. I didn't know what I
wanted to do. And I want to remember it. I never want to forget it. I never want
to forget. And then I realized...like I was shot...Like I was shot with a
diamond...a diamond bullet right through my forehead...And I thought:
My God...the genius of that. The genius. The will to do that. Perfect,
genuine, complete, crystalline, pure. And then I realized they were
stronger than we. Because they could stand that these were not
monsters...These were men...trained cadres...these men who fought with
their hearts, who had families, who had children, who were filled with
love...but they had the strength...the strength...to do that. If I had ten
divisions of those men our troubles here would be over very quickly. You
have to have men who are moral...and at the same time who are able to
utilize their primordal instincts to kill without feeling...without passion...
without judgement...without judgement. Because it's judgement that
defeats us. "

SF er ved at gentage fortidens fejl...

Når man kan læser Thor Möger Pedersens tanker for et fremtidens SF, kan man blive helt klam i håndfladerne.  Kor fortalt handler Thor´s tanker  om at han helst ser SF indvolvere sig i alle samfundets lag og kontaktflader. Gadefester, hospitalslukninger og grønne guides; SF skal træde til overalt, hvor man ser et behov.

Det troede vi på onlydeadfish… var hele pointen med et politisk parti; sådan at tage ansvar og deltage i befolkningens gøren og laden. Partierne er skabt til at give os et indhold med livet og måske særligt, dets fremtid.

Nu gøres dette så til de vise sten af en ung, fremadstormende politiker fra et forhenværende socialistisk parti. Enten er et sådan stament tom retorik eller også er det farligt. Tomt af den fornævnte tanke om partier som værende vore værktøjer som borgere i et samfund. Værktøjer til at forme og forandre.

Farligt, når det kommer fra den statsorienterede del af venstrefløjen, der har en kedelig fortid med uniformer.

Man ser det for sig. En børnehave er ved at blive lukket, forældrene er samlet til fællesmøde.

Troels og hans venner fra universitetet vælter ind ad døren, med murerkasketter og t-shirts med humanistiske slogans. De hamrer plakater med Villy Søvndals kontrafaj op på væggen i lokalet og begynder straks at twitte om hvor de nu er ved at redde verden. Så inviterer de alle deres venner på Facebook til gruppen imod lukningen og tager initiativ til en aktion foran rådhuset. De deler pjecer og kampagnebandanas ud; alle med et diskret SF-logo. Alt dette ville forældrene jo selv have kunnet arrangerer, men her kommer en velsmurt kampagnemaskine og hjælper til.

Hvad enten den tænkte lukning sker eller ej, vil de marcherende SFere efter endt kamp forlade scenen, kalde det en sejr eller et eksempel på sanfundets uretfærdigheder og haste videre til næste brændpunkt.

Var der nogen der sagde uniformering og populisme? Ja, det gjorde onlydeadfishgowiththestream.

Så var Deadfish... i Information med et læserbrev, skrevet på baggrund af Leonora Christina Skovs nye bog det medfølgende interview.  I kan læse interviwet her og vores kommentar er så under linket.

http://www.information.dk/228292

"Endnu engang lykkes det Leonora Christina Skov at iscenesætte sit
behov for at være anderledes med en roman,”Siluet af en synder”,anmeldt i
Information 26. Marts d.å.

I tilhørende interview, får LCS denne gang langet ud efter ”de mange
forældre” der tilsyneladende ikke kan lide deres børn. Samtidigt lykkes
det hende, endnu engang, at få understreget at hun har valgt ikke at få
børn. Ifølge LCS, ender kvinder, der så får børn, med at sidde i Lalandia
og være bitre.

Men hvornår mon det vil gå op for LCS at hun selv skaber normalen, med sin
konstante insisteren på at den er der? Hvordan kan jeg, som straight,
udtrykke min totale accept af queer/homo-/bi-/transseksuelle? Således at
jeg slipper for at skulle tage stilling til deres seksualitet først og så,
i anden omgang, deres personlighed?

Jeg er oprigtigt ked af det, hvis LCS ikke var et ønsket barn. Jeg er klar
over at LCS, som lesbisk, meget bevist kan vælge forældreskabet til/fra og
jeg ville aldrig hævde at LCS vil ende ensom og gammel i fremtiden, fordi
hun ingen børn har. Men, ligesom LCS selv, vil jeg gerne sige mig fri for
fordomme fra mennesker med en anden seksuel orientering. Det trækker
debatten ned under gulvbrædderne på det gamle gods.

Ivan Kruse Jensen, Brændeskov Møllevej 2,5700 Svendborg
Husholdningslærer og frivillig far"

P3, stram elastikken

P3 skraber bunden. Både formiddag- og eftermiddagsfladen er nu fyldt ud af ”værter” der hele tiden må trække på lytternes overspringsøvelser i form af Facebook opdateringer og forslag til quizzer. Kunne værterne så bare bruge alt dette materiale, til at bygge videre på i deres eget univers ville det være top, men det gør de ikke. Øvrig tid bliver brugt til at småsludre om hvad man nu skal finde på og det mens man er live! Og så hurtigt videre til noget musik, der gang på gang redder værterne fra den, bogstaveligt talt, pinlige tavshed over deres egne til-jorden-faldne-short-liners.


Hvordan er det gået sådan? Det var sgu´ da sjovt dengang programmerne hed Monkey buisnes og De sorte spejdere? Dengang, og det er for resten ikke så lang tid siden, kunne P3 slippe af med humor i skridthøjde og onelinere i hobetal.

Nok fordi de hold der stod bag, var godt samarbejdede, men mest fordi at programmernes værter formåede at stå inde for deres måde at lave radio på. De blev nærmest ét med deres radiofigurer, måske VAR de deres figurer. Ingen, før eller siden, har som De sorte spejdere kunne spinde ender over deres egne finurligheder og hvilken eminent rytme i sproget. Anderledes støttende sig til det musikalske, satte Monkeybuisness standarder for nye musikformer, med deres egne Mash-ups af sammensatte musiknumre.


Begge programmer havde en, dagligt, alen lang liste over emner der skulle nås; personer der skulle tales med og aktuelle emner der blev kommenteret. Særligt det sidste, stillingtagen til verden omkring P3, i form af politik, sport eller andet, er fuldstændigt forsvundet fra programmerne af i dag.
Der mangler personligheder og der mangler indholdsmæssig tæft på P3 anno 2010. Man kunne fristes til at støtte en liberalisering af radiokanalerne, hvis ikke lige det var fordi at den ged var blevet begravet rigtig mange gange og det med gravøl til mange millioner. Danmark ser ikke ud til at være stort nok, heller ikke til kommerciel radio. Vi er også bedre vant, statsradiofonien har gjort det bedre, så meget bedre.

P3 skal til at spidse blyanten og få kanterne streget lidt op. Hvornår har man sidst været på inspirationstur til, say, USA eller UK? Vi ved det jo ikke om de allerede gør det, men vi kender til andre(kommercielle) radiostationer, der godt kan give deres medarbejdere et smut til prærien, for at deltage i undervisning og seminarer derovre. Det får de mægtigt meget ud af, det bruger de når de sidder inde i æggebakkeboksen igen.
At stramme elastikken, betyder for Dead fish... bla. At man tager stilling. Få nogle folk med lidt klarere holdninger til at skrive materiale til programmerne. Det virker bare SÅ amatøragtigt at man som lytter skal være vidne til en livesending fra redaktionens brainstorm eftermiddag efter eftermiddag. Kunne man da i det mindste ikke planke nogle programmer fra andre stationer? Det ville da borge for en vis kvalitetssans, hvis man formåede det. I stedet forsøger man at genopfinde det mest elementære og samtidigt det sværeste i radio; den fortløbende, vedkommende underligning til lytterens egentlige beskæftigelse.

Seriøst, det der præsteres nu, kan sammenlignes med samtalerne fra frokoststuerne rundt om, i stedet for at være inspirationen til samme frokost. Hverken værter eller emner formår at hæve sig op, der pladres bare derudaf om småting, der er så evigt ligegyldige og luftige, at selv værterne ikke kan holde tråden.

Giv dog de stakkels værter fri, fri til at være sig selv. Selvom de alle lyder ens, hvem sagde at vedkommendes stemme kunne være et afgørende argument for at være radiovært? Giv dem plads til at dyrke deres interesser, at dykke lidt ned i klublivet, biler, rejser, bygningsfundamenter eller andet. Er der en vært der har hang til at tage billeder af street art eller vraggods, brug det dog i programmerne. Ville man tage skade af at have politisk orienterede kommentarer fra et par knaldperler fra stand up verdenen? Tons af arkivmateriale ligger gemt derude på Amager, snus noget af det op og brug det. Klip, skrig, leg; den nuværende træden vande er… så…..k e d e l i g…………………….. og intetsigende.

Lad os håbe at man ikke bare trække økonomikortet på den her, lad os håbe at folk der arbejder i DR er der fordi de gerne vil lave det bedste radio de kan.