...så mange procent er tilsyneladende ikke helt sikre på om Lars Løkke vil være en god statsminister efter næste valg. Eller sådan noget. Der er utilfredshed med manden. Det tyder jo heller ikke på at manden har helbred eller styrke nok til at bestride bestillingen. Senest stikker han af på ferie, nærmest med dags varsel. Så langt så godt, for han er ikke andet end en ølbøf fra Gilleleje. Fred være med det, på tide at det også går op for hans politiske bagland, der stadig påstår at han er folketingets bedste bud på en statsminister. Haha, eller hvad?
Har DK en seriøs opposition, der kan overtage jobbet og gøre op med års racistisk, bedragerisk, magtfuldkomment og populistisk borgerdyrs-politik? Vi må med flovhed konstaterer et klart nej. Det ville være rart at kunne mønstre et stærkt, socialistisk og folkeligt alternativ. En række politikere, der er rede til at gøre op med vores samfunds egocentrerede og markedsforførte stil. Politikere, der kendte og vedkendte sig deres job som tjenere for folket og ikke som små magtsyge dukker, der blot gik efter pensionen og spotlightet. Men igen, nej.
Senest har den nye komet på venstrefløjen Socialistisk (Dansk) Folkeparti gået imod at der holdes møder kun for mødre på Nørrebro. Næsten lige så tumpet som det seneste forslag fra det rigtige DF, der mener at fremmedsprog må forbydes i skolegårde i DK. Og selvom hallalhippierne i S(D)F brokker sig lidt, er de unge løver(eller er det i Venstre, man kalder ungdomsafdelingen dét?) glade for de markante udmeldinger. Det skulle efter sigende være godt med klare udmeldinger til vælgerne.
Er I gået fra forstanden eller er magtsygen nu en anderkendt ideologi i det parti?
Man harmes, men hvad skal vi dog stille op? Lade være med at give dem chancen, give den såkaldte venstrefløj på tinget en begmand og stem borgerdyrene ind igen. Ja, for hellere at fjenden har magten end at ens egne smadrer det hele.
Men måske kunne der være andre løsninger. Måske kunne man begynde at melde ud med socialistiske holdninger? Det kunne da være forfriskende med nogle klare løsninger i form af borgerløn, produktionsmidler på de producerendes hænder eller hvad med at basere vores undervisningssystem på børn og unges kreative evner i stedet for kapitalistisk hjernevask? Kunne vi måske høre begreber som fællesskab i stedet for assimilering? Skønhed i stedet for frygt? Livskraft i stedet for arbejdsløshed? Venstrefløjen har en unik mulighed for at gribe kapitalismens sammenstyrtning til at genskabe vore liv med tanker om sammenhørighed og bæredygtighed. Det burde være enkelt nok; det er blot at husk tilbage til idealerne og frem imod målene.
I årevis har Dead fish… talt for og ventet på, at denne umådelige overflod den vestlige verden lever i, ville resulterer i en mere åndelig tilgang til livet. En form for svar er endelig faldet for vore fødder og som lovet, kommer her en gennemgang og et forsøg på en tolkning af Otto Scharmer’s ”Teori U”.
Bogen i sig selv er på 484 sider og lad det være sagt med det samme, vi har ikke været på dem alle. Faktisk er det blevet til hvad man kan forvente af en amatør; læsning af forordet(ved Steen Hildebrandt)indledningen, skimning af de første 20 kapitler og en indgående læsning af det 21. Kapitel; ”Den praktiske anvendelse…”.
Det der har fanget vor interesse, er bogens ønske om at ville skabe en revolution, ikke på resterne af den gamle, men med afsæt i det bedste mennesket kan. At være innovativt, og samtidigt forsøge at gøre op med menneskets værste side, vor ejerskabstrang. Scharmer vil vise at vi kan træde ind i en bedre fremtid, ved at bruge vor åndelighed i en materiel verden.
”Teori U” er skrevet med ledere for øje, ledere som i ”innovation og udvikling af nye verdenssyn”. Teorien er et redskab til at kunne tænke sig selv ud af opgavernes midte og dermed komme nærmere en løsning.
Fra indledningen;
”Vore gamle ledelsesstrukturer er ved at flade i grus(..)der er brug for at vi finder ind til en dybere og mere praktisk brug af hovedet, hjertet og hånden – af de former for intelligens vi finder i det åbne sind, det åbne hjerte og den åbne vilje – både på det individuelle og det kollektive plan.”
Der er 5 trin i Teori U. En mental proces for den enkelte og for organisationen, i nævnte rækkefølge; Nulstilling, Omdirigering, At give slip, At tage imod, Udføre og Inkorporering.
Vi må aflægge vore konventionelle tanker om verden og Scharmer giver et par eksempler på at vort nuværende ledelsessystem ikke længere giver værdi til vor klode.
Vor økonomiske system har skabt 850.000.000 mennesker der lever under sultegrænsen og 3.000.000.000, der lever under fattigdomsgrænsen.
Vi har investeret i et landbrug, der lever af subsidier og skaber ”junk food” af lav kvalitet. Føde der forurener os selv og vore omgivelser.
Vi bruger enorme ressourcer på sundhedssystemer der helbreder, frem for at forbygge og som er ude af stand til at finde de grundlæggende årsager til sundhed og sygdom i vore samfund.
Vore uddannelsessystem er baseret på erfaringer fra fortiden; vi har ikke været i stand til at kunne forme tænkere eller erhvervsledere der evner de mest basale ting for menneskehedens overlevelse; tilpasning til fremtiden og udvikling af de menneskelige evner i et fremtidsperspektiv.
Vi fortsætter vor livsstil, på trods af erkendelsen af den globale forandringsproces i vort økosystem.
Over halvdelen af verdens børn lever under forskellige kriser som sult, sygdom og krig; 40.000 børn dør at disse omstændigheder – hver dag.
Dead fish… tillader sig at lægge oveni at den vestlige verdens største økonomi, USA, igennem 60 år, har været baseret på at være krigsførende.
Ingen tvivl om at sådanne problemer kræver vor opmærksomhed – og at det kræver helt nye tankesæt for at kunne gøre dette.
Bogens 21. Kapitel omhandler praktisk anvendelse af teorien og er skrevet som 21 læresætninger. Enkeltvis beskrives de over meget få linje beskrives, hvorefter der gives eksempler på brugen af disse. Meget nemt og tilgængeligt for en lægmand.
Nulstilling
Scharmer’s ”Teori U” vil udenom de sædvanlige konventioner om opdeling i organisation og rækkefølge i beslutningsprocesser. I stedet for at gribe bagud og analysere: ”Hvad”(der gik galt) eller ”Hvordan”(løser vi en given opgave), går han et skridt tilbage.
”Hvorfor” er vi her? Hvorfor er disse mennesker her i dette øjeblik og hvad kan de umiddelbart bidrag med?
En start på løsninger ved hjælp af ”Teori U”, starter ikke med en præsentation af de tilstedeværende ved mødet, den starter med at man fortæller hvorledes man, med sin baggrund og bagland, vil kunne bidrage til en del af løsningen.
Det kræves ikke at man kan overskue hele problemfeltet, men det kræves at man er villig til at bidrage med alt hvad man kan og derefter lytte til andres løsninger af deres områder af opgaven. Kun ved total dedikation af en kernegruppe og deres brug af bagland, vil det være muligt at give rum for de følgende trin.
På det første møde i denne kernegruppe, sigter man imod følgende svar:
Hvad; hvad ønsker man at skabe
Hvorfor; hvorfor er det vigtigt
Hvordan; den proces man ønsker at bruge, for at nå målet
Hvem; roller og ansvar for de involverede
Hvornår; de første skridt der skal tages og den fremtidige køreplan
Er en dedikeret gruppe samlet og problemet indkredset, er det tid til at slippe hinanden, sætte forskellige opgaver for hver del af gruppen og give dem tid til at synke ind i opgaverne. ”Deep diving” kalder Scharmer dette trin, at fordybe sig. At slippe fordomme og iagttage.
Omdirigering
Meningen ser ud til at være at den ”dykkende” slippe de sædvanlige belønningsstrategier der findes i opdragelse og virksomheder. Belønninger dræber ægte kreativ tankegang, fordi en belønning er en værdi, baseret på en given værdi. Skades eller modarbejdes denne værdi, falder der ingen værdi. På godt dansk; det skal være tilladt at kede sig. Ved kedsomhed sker der først ingenting, så keder man sig og så kommer der en indre impuls.
At Give Slip
En impuls der ikke kan tillæres og slet ikke når man er underlagt et system af ydre aktiviteter, belønning og kontrol. Virksomheder må skabes rum for lederen at tænke frit, så frit at denne gør det denne holder af det han gør og gør det han holder af. Disse rum må udvides til at omfatte kernegruppen, eller dele af denne. Rummene må, rent fysisk, være neutrale og disse møder må foregå over flere dage, hvor oplæg afløses af rekreation og meditation; modsat vore nuværende konferencer med buffet og rødvin ud til de små timer. Det er ikke belønningen i form af druk og dans man søger her. Man søger at nå spørgsmålene ”hvem er jeg” og ”hvad gør jeg her” så dybt som muligt.
Nu er bunden af U´et nået; det er tid at skabe, fylde på.
At tage imod
Svaret på spørgsmålene sigter imod at vi er der hvor vi skaber, fordi vi føler af det har en betydning for andre mennesker. Arbejder der ingen værdi har, tapper dig for energi, betydningsfuldt arbejde, oplader. Vi er ovre i noget med at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Ikke noget bogen taget bogstaveligt, men hvem har ikke prøvet at have et røvsygt arbejde, fordi det ikke sagde én noget?
Den vestlige verdens bureaukrati i alle samfundssystemer, bruges af Scharmer, som eksempler på deprimerende, sygeliggørende organisation; den enkelte deltager ser ikke helet og glædes ikke.
Her kommer Scharmer’s idé om at tænke på fremtidens læring, i stedet for fortidens, frem. I stedet for at erfaringsbasere sit arbejde, må man stille sig selv for at opsøge de mest givtige forudsætninger for det.
Man må drømme!
Hvem er de 5 mest indflydelsesrige mennesker i min opgave, hvordan kommer jeg tæt på dem, hvilke barrierer må fjernes for at en sådan gruppe fungere optimalt? Således stræber man imod en given drøm af en fremtid, man rykker egne grænser i det daglige arbejde. Rykker dem, som var man allerede i fremtiden.
Udføre
Nu skal der så skabes noget virkelighed af visioner. Små prototyper, der afspejler idéen og kan give feedback om visionen og arbejdets form. Det er væsentligt at skabe denne virkelighed, da man ikke kan analysere sig frem til færdige resultater. En prototype muliggør at gøre fejl hurtigst muligt. Prototyper er groft tilskårne, i modsætning til pilotprojekter, der er små kopier af (håb) om det endelige resultat. En prototype kræver mod, da den etableres, uden at man har tjek på alle dele i opgaven.
På dette punkt i bogen, afsløres det også at, på trods af den tunge teori, vil U´et være en øvelse der kan foretages dagligt. Gør det til en vane at starte dagen sammen, gerne i stilhed. Dette giver mulighed for at være åbne for nye idéer, evaluere og tilpasse. Så går man i gang med dagens arbejde, sidst på dagen samles man og taler ny læring igennem. Næste dag gentages det hele måske igen.
For at selve opgaven kan udføres godt, angiver Scharmer at en kernegruppe, gerne skulle indeholde et udpluk at forskellige faggrupper og mennesketyper.
Praktikere, der er ansvarlige for resultatet (f. eks en administrator på et hospital) Aktører i frontlinjen(f. eks en læge) Folk på bunden af systemet, der normalt ikke bliver taget til indtægt eller værdi. (f. eks en patient)Mennesker uden for systemet, med evner til at overskue (f.eks. kreative outsidere) Én eller flere aktivister, der giver sig fuldt ud i opgaven (en eller flere af de nævnte grupper eller noget 5.)
Inkorporering
I sidste del af U´et rammes endnu en pæl igennem de nuværende vestlige systemers mangler på fremtidssikring. De er i dag baseret på 3 koordinater; markeder, hierarkier og netværk. Og nye lag af disse, er ikke løsningen på nuværende eller kommende økonomiske, sociale og økologiske opgaver. Der kræves et fjerde lag, landmandens gåtur over marken, underviserens optimering af eleven; denne fjerde indleven, der hidtil kun er set af enkeltindivider som Gandhi og Mandela. I fremtiden må vi skabe denne kontakt til jordens eller patientens virkelige jeg, kollektivt; stå til tjeneste som en helhed for opgaven og træde over egoet for at nå løsningen. Store ord, men vi har også store opgaver for os.
Finale
Otto Scharmer’s ”Teori U” afsluttes med et historisk eksempel, på at få KAN gøre en forskel. En gruppe jødiske kvinder lod sig ikke hundse af, da de, i februar 1943, krævede deres mænd løsladt fra fængsel. De blev mødt af vagter, der havde ordre til at dræbe dem, men i stedet for at flygte, blev kvinderne stående. Nu da de skulle dø, kunne de ligeså godt blive i demonstrationen. De blev ikke skudt den dag og deres mænd blev senere frigivet. Scharmer, selv, tysker, stiller spørgsmålet, hvad der ville være sket om tyskerne, som folk, var blevet stående? Renæsanscen havde måske 200 kernepersonligheder, Bauhausbevægelsen måske kun 6-7 stykker.
Han foreslår innovation i den økonomiske, den politiske og den kulturelle infrastruktur, på følgende måder:
Økonomi. Skabelse af platforme, hvorigennem producenter, detailhandel og forbrugere mødes. Ikke som nu, i énvejskommunikative situationer(reklame), men med det mål for øje at skabe ejerskab for alle dele af markedets deltagere, i stedet for en evig rovdrift på pris o.l. Han foreslår endvidere borgerløn.
Politik. Her bliver det meget kort beskrevet at vi må have mere transparente, deltagende og kollektivt nærværende processer indført. Om dette handler om flere folkeafstemninger eller nærdemokrati, beskrives ikke. Det fastslås blot at vort nærværende system også her en for envejskommunikativt og download-agtigt. Ingen tvivl om at Dead Fish ser anarkisme som en løsning her; ansvar og deltagelse.
Kultur Her ment i uddannelsesmæssig karakter. Også her er Scharmer lige på prikken; vore uddannelsessystem er 90 % viderebringelse af gammel viden og at uddanne børn og studerende i selvreflektion. De sidste 10 % bruges så på øvelsesbaseret træning. En total revolution af læreanstalterne er nødvendig, genskabelse af forbindelsen imellem skolen og verden udenfor må til for at vi kan gribe fremtiden og opdagelsesrejserne efter på vore autentiske kilder til væren.
Der er sikkert megen viden, der røget vores næse forbi, men dette er vigtigt og hermed givet en forsmag på. Det er muligt at tage et dansk kursus, baseret på bogen; den nette pris er 17.000,-.
Ressourcer
Nedenfor en liste over ressourcer vedr. Teori U.
• www.ottoscharmer.com
Otto Scharmer’s egen hjemmeside, hvor der findes publikationer, weblog og meget mere information om forfatteren og udgivelser.
• www.theoryu.com
Den officielle hjemmeside for bogen Theory U. Find biografi, introduktion til bogen samt ’excecutive summary’.
• www.presencing.com
Hjemmesiden for Presencing Instititute, hvor du finder en lang række ’tools’ og nyher om brug af teorien.
• www.presence.net
“An exploration of profound change in people, organisations and society.” En side lavet af SOL – Society for organizational learning. Har et godt nyhedsbrev og mere information om presencing‐begrebet.
Lad der være ingen tvivl, anarkisme er en utopi, i ordets egentlige forstand. I dag kan man måske også kalde en utopi for et valg; som i ”jeg vælger at….”. Det gør begrebet lidt blødere, lidt nemmere at forstå. Så længe et valg er personligt, har vi en tendens til at ignorerer, dog accepterer et sådant valg.
Anarkister er ægte socialister, de var med på de første internationaler. Desværre for socialismen, blev deres argumenter om et styre uden herre, ikke taget godt imod af andre grupper, der blot var ude på at udskifte én overklasse med en anden. Over 100 år senere ser vi resultaterne af den fejlslagne kommunisme overalt i verden og med kapitalismens dødsspiral, kunne man jo forestille sig at der ville være grobund for nye tanker fra venstrefløjen, også i dansk politik. Måske kan man tage ved lære at den ægte socialisme, anarkisme. Når alt kommer til atlt er anrkisme jo blot selvstændigt ansvar i et menneskeligt samfund.
Guess not, når man ser på de partier der i dag sidder i Folketinget og skulle repræsenterer socialismen.
Enhedslisten har en ikke-folkevalgt bestyrelse til at træffe samtlige politiske beslutninger og SF….
SF er ved at vende bunden opad og lugter allerede af magtsygens sure stank.
Forbud imod søgning via nettet på bombeopskrifter, lovforslag der skal påbyde alle under 12 at køre med cykelhjelm, knæfald for den fremmedfjendske tuneserlov and so on. Socialistisk Folkeparti vil i regering næste gang og kan også godt komme det, hvis danskerne er lige så trætte af Løkke, som amerikanerne var af Bush. Men det bliver ikke socialisme de fører med sig; SF er venstrefløjens udgave af Venstre; et parti der vil løbe fra alt hvad det står for, blot for at kunne klamre sig til Magten. Sørgeligt, men sandt; det ser ud til at være den form for socialisme danskerne vil have.
Dead fish… vil være bortrejst i uges tid nu, i arbejdets tjeneste. Når vi vender tilbage, vil vi gennemgå C. Otto Scharmers ”Teori U, med vægt på kapitel 21; ” Den praktiske anvendelse af ”presencing”-principperne i innovation og forandringsledelse”.
Liiiidt tørt, men punkter som” iagttag, iagttag, iagttag: Nulstil dine drømme og knyt forbindelse til evne til at undres” eller ”Skab kollektive sanseorganer, der tillader systemet at se sig selv” i en bog om fremtidig ledelse, må være interessant. For dem der kender ham, vil det måske give lidt mere interesse at Prof. Steen Hildebrandt har skrevet forordet og kort og godt kalder bogen; ”Smuk”.
En god kollega fortalte for nylig om Rudolph Steiners tanker vedrørende menneskeheden. Den skulle være på teenagestadiet af sin udvikling; hvilket jo giver god mening, når tanken falder på den vestlige tankegangs deroute. Højlydt, aggressiv, overfølsom, uselvstændig, overmodig, grådig, usunde vaner og søgende adfærd. Kun det sidste adjektiv kan siges at være positivt, for der er virkelig grund til at søge.
Der er kaldt ud til nyt årti og dermed en tanke om nyt håb. Men hvor er det lige vi finder livlinerne henne?
Som altid, er dead fish… ansporet af små billeder på tidens tand og denne gang tager vi 10 år under behandling.
Malou Aamund bliver nævnt som mulig afløser for Helge Sander som forskningsminister. Det er muligt at Aamund er kvalificeret til jobbet, men er der slet ingen der husker hvorledes hun kom ind i folketinget og i venstre? Ved at lade hånt om sine vælgere, der stemte hende ind for XX Alliance. Hun sidder med et falsk mandat, og således kan man altså komme indenfor i magtens korridorer.
Så er der SF´s forslag om forbud imod internetsøgninger på bombeopskrifter. Hvornår gik bunden ud på det parti? Var det da man kunne lugte mere ”indflydelse”, måske endda regeringspartneri? Og hvad bestiller det største oppositionsparti, andet end at stille sig op ved hver en given lejlighed og meddele at man mener at regeringen reagerer for langsomt på dette og hint?
En regering, der, med Børsens ord, kan sejle støt og roligt, fordi 52 % af 1627 adspurgte ikke mener at man udviste dårligt lederskab ved det afdøde COP15. Med en statsminister der tillader sig at gå, for åben skærm, når han adspørges om ikke hans egen beskæftigelsesminister bør gå af, efter at han ikke har svaret på kritiske spørgsmål i 5 år.
Politikerne af 00erne var tilsyneladende ligeglade med deres ansvar, da det kun kom på tale ved valgene.
Men ytringsfriheden levede da i bedste velgående. Man kunne svine andres mest hellige person til og man kunne påstå at muslimer, nærmest systematisk, voldtager deres egne døtre. Det måtte man godt, bare det blev gjort med slips og af pæne, velformulerede mennesker i opvarmede lokaler.
Omvendt kunne statsapparatet spærre folk med plastikbannere inde i 20 dage og politiet kunne lade folk sidde i deres eget pis i 5 graders varme/kulde, hvis de ytrede sig ved at spille samba imod global opvarmning eller kaste med skraldespande imod tomme bankbygninger. Sådan har vi nemlig ikke en kultur for at aktionerer, det er anderledes og farligt for de politibetjente, der ser på.
Danskheden har gået sin sejrgang over landet i det forgangne årti. En danskhed, der er baseret på fordums tids store og danske talent for at suge alle andre kulturer til sig. Ikke engang det danske flag, kommer fra Danmark. Alligevel har vi stemt folk ind i vores parlament, der, med Einsteins ord, lider af menneskehedens værste børnesygdom; nationalisme.
Frygten driver dette parti og dets vælgere. Frygten får at miste en Morten Korchsk drøm, der aldrig har eksisteret i virkeligheden. Hvad er det dog der er så fantastisk ved Danmark, hvis ikke det er vores evne til at kunne begå os overalt med alle? At bidrage med vore tanker til at skabe en bedre verden for alle; selv den nærværende regering udtaler dette konstant. Uddannelse af vore unges hjerner, siges at være hvor eneste resurse og dog bryder man gang på gang folkeskolen ned til grunden med regler og kontrol. Overbebyrder en underbetalt lærerstand med ligegyldige optællinger og redegørelser, tager tid fra vore egne børns læring. De samme børn som allerede før deres skolegang, nu skal udsættes for stalinistiske metoder. Hvornår gik populismen frem omsorgen for det udsatte barn og resulterede i madfacisme? Det gjorde den i 00ernes Danmark.
Og når børnene går ud af skolen, kan de ikke læse, nogle bliver kriminelle. Ikke fordi kriminaliteten er stigende i Danmark, alligevel blev ”straf” det mest brugte pædagogiske begreb for kriminelle. Ikke noget med at fejre at vold, drab og druk er på et historisk lavpunkt, f.eks. ved at rigtigt bruge kræfter på at få de sidste lus ud af skindpelsen. Næ, nu er der så få af dem, at de virkeligt må gøres til monstre. Monstre der truer vores allesammens andegård af selvfedme om verdens lykkeligste folk.
Berigelseskriminalitet havde derimod fået rockstjernestatus i det første årti af 2000. Bagger og hans amerikanske pendant, blev der nikket anerkendende af, de kunne rigtigt spille spillet, det var bare os andre der var for dumme. Bankerne fik stålsat deres status som uundværlige. De smed almindelige menneskers penge i grams og fik selv fede hjælpepakker ud af det; da de jo ejer os alle sammen allerede.
”På en måde hjælper vi os selv” var forklaringen fra de ansvarshavende politikere, der heller ikke mente at folket skulle have repræsentanter i form af bestyrelsesposter hos bankerne. Og hvad blev vores penge brugt til? Ja, først konsolidering af bankernes egne reserver og dernæst til nye spekulationer. Senest fejrer man atter sig selv med gode bonusser, fulgt op af den borgerlige regerings skattelettelser, der gavner dem der har rigeligt i forvejen. Jo, kriminaliteten havde vi styr på i det årti.
Ligesom vi havde styr på vores angrebs-, undskyld; udenrigspolitik. Den kan beskrives kort, for der var kun en handling vi udmærkede vores land ved; krig.
Ved at smide bomber i hovedet på bønder, fanatikere og skolebørn, mente vi at kunne overbevise irakere og senere, afghanere, om det vestlige demokratis storhed. Hvornår var det lige at en besættelse af et andet land, resulterede i dette lands totale overgivelse og accept af agressoren?
Vi er endt i en situation, hvor danske soldater sidder i gamle russiske militærbaser og betaler lokaler banditter for ikke at smide granater ind over muren om natten. Og når én soldats død er én for mange, hvor meget for meget er så 31? Muslimske terrorister i fly eller ej; at tro vi kan vinde hjerter med geværer, må være den mest morbide joke i det afsluttede årti.
Så det var det; et årti der burde startes forfra, er slut. Vi kan konkludere at vores land vrider sig under finanskrise og global ged i vejrfænomenerne.
Tak skal i have 00ere, fordi I er bragt til ende. I levede fuldt op til jeres statur som de laveste tal, som ingenting. Et tal der alligevel, hvis I er mange nok, syntes at styre vores kultur som en forkælet teenager, der kun evner at se sig selv.
I den sidste, say måneds tid, har der været en række situationer der alle har fået Dead fish… til at overveje vigtigheden af at være antiautoritær, at altid stille spørgsmålet, ”hvorfor”?
Som børn stiller vi det hele tiden og det driver de voksne til vanvid, som vores egen del fordi det altid ender med at man, inden i sig selv, må erkende at poden har en pointe. ”Hvorfor”. Som borgere og voksne ved vi mere om hvorfor tingene hænger sammen son de gør. Man skal tjene penge, så man kan overleve, man skal komme til tiden for at beholde jobbet, man tager ikke andres ting, så man ikke ryger i fængsel; den slags almindeligheder.
Desværre viser det sig at vi, som vælgere, borgere, ejere af vores fælles samfund, åbenbart har lullet os ind i en tro på at disse almindeligheder om ”god opførsel” kan ligestilles med at være gode deltagere i samfundet.
Det er kernen i anarkistisk tankegang at vi hver især er ansvarlige for, mindst, vores egen positive deltagelse i samfundet. Hverken staten eller herremanden kan tage det selvstændige initiativ fra os, ej heller pligterne. Det er bla. derfor at anarkister aldrig har kunnet finde allierede blandt hverken kommunister eller liberale; anarkister tror for meget på sig selv til at overlade ansvaret til andre.
I Danmark har vi overladt ansvaret til andre, særlige myndigheder, der leder og fordeler på vore vegne. Derfor er det i endnu stærkere grad vores forbandede pligt at være opmærksomme på hvornår vores gode opførsel bliver taget til gidsel og misbrugt af de valgte magthavere. Her kommer vi ind på endnu et kardinalpunkt for anarkister; bevidstheden om at magt korrumperer alle der får for meget af den. Alle.
Politiet har magt i Danmark og den er ikke blevet mindre i det seneste årti. Man kan nu blive arresteret for at opholde sig det forkerte sted, ja, endog for at se forkert ud. Altså; sort hættetrøje og piercinger = dårlig opførsel. Og nok også derfor kunne Greenpeaceaktivister gå direkte ind til vores dronnings fest og markerer deres utilfredshed med COP15s forløb; de opførte sig nemlig pænt. De havde også pænt tøj på og oven i købet, de havde meddelt politiet at de ville aktionerer, på forhånd. Der stod endda ”Greenpeace” på deres bil, for crying out lound. De tre aktivister sidder stadig, 2. januar 2010, fængslet. Politiet hævder at der skal yderlige undersøgelser af forløbet til, til trods for at Greenpeace har lagt alle kort på bordet om aktionen. Som Rune Lykkeberg så rigtigt hævder, de eneste der må undersøges, er vel politiet selv.
Hele miseren er simpel hævn over at man, her politiet, havde fordommene i orden om opførsel og udseende, endnu engang.
Næste gang man skulle tage anstand som borger er, når vi i medierne pludselig skal konfronteres med lemlæstede danske soldaters sørgelige skæbner, når de vender hjem fra vores krig i Det Fjerne. Depressioner, smerter, ødelagte unge liv; det er tragisk. Men hvad får vi af vide af de ansvarlige politikere? Folket skal støtte op om at stadigt flere af den slags historier udfolde sig, senest på opfordring af både dronning og statsminister i deres nytårstaler. Hvorfor skal jeg dog det? Da det åbenbart halter med gode argumenter, skal vi fodres med udsendelser om den enkelte soldat og hans sørgelige skæbne, får så skal man jo nok knibe en tåre og synge med på fædrelandssangene. Præcis som vi skulle høre om politiets psykiske problemer, midt under COP15, for så skulle vi nok få sympatien over på den rigtige side. Nårh ja, de psykiske problemer var så mest afstedkommet af de oplevelser der kommer af at skulle fiske børnelig ud af trafikulykker. Alligevel misbruges politiet her til at få sat på plads at, der altså ikke må gøres anstand til uro, for så får de stakkels strissere det jo dårligt. Og de opfører sig jo altid pænt og forsvarer også den pæne opførsel, ikke sandt?
Et sidste eksempel på voldtægt af vores allesammens gode opførsel. Kriminelle, ”der er uden for pædagogisk rækkevidde”. Det er jo blevet legitimt at bare råbe ”Straf” og så ellers fylde fænglserne op. Men hjælper det? Og hvad siger de det egentligt går ud over? Ja, de siger selvfølgelig nej tak til hævede straffe, men de skal jo bare lukke arret og opfører sig ordentligt; det siger Brian mikkelsen (link) selv og det er da også rigtigt. Forkert!
Når de kriminelle udsættes får såkaldt konsekvens, udsættes de jo for det eneste kender til, konsekvensen af dårlig opførsel. De er vokset op med konsekvensen af svigt fra forældre og myndigheder; den professionelle omsorg er ikke kærlig og det er et fængselsophold heller ikke. Altså en form for mønster, der blot fortsætter i voksenlivet.
Hvad med at opfordrer, hjælpe, lede til god opførsel og så belønne denne? Næ, i fængsel med dem og derinde kan de så rådne op, for når de kommer ud, har de helt sikkert lært en masse ud af at opholde sig i en blanding af forbryderakedemi og feriekoloni. Den forhenværende justitsminister udtalte endda at der ikke er noget præventivt i straf, men så længe den straffede sidder i fængsel, laver de i hvert fald ikke kriminalitet.
God opførsel er ikke lig med mangel på modstand mod det etablerede. Tværtimod.
Nej, der er brådne kar i alle afdelinger af vores samfund, kar der løber over af egoisme og selvretfærdighed. Og særligt blandt grupper af mennesker der har magt, er tendens til at misbruge den til mere egoisme. Modmagt er vores eneste redskab, når vi holdes for nar via propoganda, løgn og fordrejelser og sludder; deltag i dit samfund; vær antiautoritær.
Når der nu skal være fest, så lad der dog være fest. og derfor skal der nok også komme gang i gaderne under COP15 i København i de nærmeste dage. Dette skal ikke handle om hvorvidt nogle aktionsformer er mere valide end andre. Det skal blot kostateres at vi forhåbentlig vil se jævne folk på gaden, for at give deres besyv med.
Men når de så står derude på gaden, i regnen, i blæsten, med deres bannere og fastlagte rute og venligt eskorteret af jyske landbetjente; hvem er det så de repræsenterer? Er de på gaden for andre end sig selv?
Jeg bor i provinsen og derude taler vi sammen, også om topmøde og deres effekt. Når talen kommer ind på demonstranter, bliver stemningen ligesom lidt presset og der bliver joket om brug af vandkanoner og peberspray. Prøver man land- og forstadsbeboerne lidt af og begynder at tale om lømmelpakker og menneskerettigheder, bliver stemningen endnu lidt mere presset. De kan ikke helt lide at der tales om statsvold og undertrykkelse i Danmark. Så kommer det endeligt frem; "jeg håber kraftedmig de gør god brug af den vandkanon". Og med låget af, vælder det op med mishagsytringer om disse voldspsykopater og byafbrændere, der hindrer politiets arbejde. De skal bare afvejen. Demonstranter er blevet synonyme med antidemokratiske kræfter og bøller.
Men, hvis man skal tage landboerne og forstadsbeboerne for gode varer; hvem går demonstranterne så på gaden for? Almindelige mennesker har jo tilsyneladende ingen respekt eller interesse i en aktiv deltagelse med helt demokratiske midler. Civil ulydighed; siges det i en snak henover forstadshækken, er det som at sympatisere med 9/11.
Vi har et demokratisk problem når den almindelige borger i dén grad afskriver sig en aktiv deltagelse, endsige en accept eller sympati med de få der endnu aktionerer for folket, når disses rettigheder, muligheder, fremtid og friheder krænktes.
Har læst på Scharmers 7 punkter der skal reformerer kapitalismen indefra:
Ny infrastruktur; f.eks værdibaserede indkøbssystemer.
Ejendomsret; f.eks fondsstyrede naturressourcer, der modvirker privat udnyttelse.
Borgerløn; garanti for en verdensomspændende mindsteindkomst udbetalt af staten.
Vending af pengestrømmen; Tobin-tax og øget aktivering af bæredygtige investeringer.
Grønt lederskab; Uddannelse af ledere & studerende i praktisk anvendelse for fælles bedste af deres evner.
Offentilg samtale; samtale frem for énvejs kommunikation.
Opfindsomhed; gå fra største indtjeningsmulighed til største behov.
”Hvis vi skal gøre noget ved klimaforandringerne, skal kapitalismen transformeres, og vi skal udvikle vores bevidsthed fra at være fanget i egeninteresse til at ville det fælles bedste. Det siger ledelsesekspert Otto Scharmer.” (Uddrag fra denne artikel; http://www.information.dk/216098/#comments)
