antiautoritet er sund fornuft

I den sidste, say måneds tid, har der været en række situationer der alle har fået Dead fish… til at overveje vigtigheden af at være antiautoritær, at altid stille spørgsmålet, ”hvorfor”?
Som børn stiller vi det hele tiden og det driver de voksne til vanvid, som vores egen del fordi det altid ender med at man, inden i sig selv, må erkende at poden har en pointe. ”Hvorfor”. Som borgere og voksne ved vi mere om hvorfor tingene hænger sammen son de gør. Man skal tjene penge, så man kan overleve, man skal komme til tiden for at beholde jobbet, man tager ikke andres ting, så man ikke ryger i fængsel; den slags almindeligheder.
Desværre viser det sig at vi, som vælgere, borgere, ejere af vores fælles samfund, åbenbart har lullet os ind i en tro på at disse almindeligheder om ”god opførsel” kan ligestilles med at være gode deltagere i samfundet.
Det er kernen i anarkistisk tankegang at vi hver især er ansvarlige for, mindst, vores egen positive deltagelse i samfundet. Hverken staten eller herremanden kan tage det selvstændige initiativ fra os, ej heller pligterne. Det er bla. derfor at anarkister aldrig har kunnet finde allierede blandt hverken kommunister eller liberale; anarkister tror for meget på sig selv til at overlade ansvaret til andre.

I Danmark har vi overladt ansvaret til andre, særlige myndigheder, der leder og fordeler på vore vegne. Derfor er det i endnu stærkere grad vores forbandede pligt at være opmærksomme på hvornår vores gode opførsel bliver taget til gidsel og misbrugt af de valgte magthavere. Her kommer vi ind på endnu et kardinalpunkt for anarkister; bevidstheden om at magt korrumperer alle der får for meget af den. Alle.

Politiet har magt i Danmark og den er ikke blevet mindre i det seneste årti. Man kan nu blive arresteret for at opholde sig det forkerte sted, ja, endog for at se forkert ud. Altså; sort hættetrøje og piercinger = dårlig opførsel. Og nok også derfor kunne Greenpeaceaktivister gå direkte ind til vores dronnings fest og markerer deres utilfredshed med COP15s forløb; de opførte sig nemlig pænt. De havde også pænt tøj på og oven i købet, de havde meddelt politiet at de ville aktionerer, på forhånd. Der stod endda ”Greenpeace” på deres bil, for crying out lound. De tre aktivister sidder stadig, 2. januar 2010, fængslet. Politiet hævder at der skal yderlige undersøgelser af forløbet til, til trods for at Greenpeace har lagt alle kort på bordet om aktionen. Som Rune Lykkeberg så rigtigt hævder, de eneste der må undersøges, er vel politiet selv.
Hele miseren er simpel hævn over at man, her politiet, havde fordommene i orden om opførsel og udseende, endnu engang.

Næste gang man skulle tage anstand som borger er, når vi i medierne pludselig skal konfronteres med lemlæstede danske soldaters sørgelige skæbner, når de vender hjem fra vores krig i Det Fjerne. Depressioner, smerter, ødelagte unge liv; det er tragisk. Men hvad får vi af vide af de ansvarlige politikere? Folket skal støtte op om at stadigt flere af den slags historier udfolde sig, senest på opfordring af både dronning og statsminister i deres nytårstaler.
Hvorfor skal jeg dog det? Da det åbenbart halter med gode argumenter, skal vi fodres med udsendelser om den enkelte soldat og hans sørgelige skæbne, får så skal man jo nok knibe en tåre og synge med på fædrelandssangene. Præcis som vi skulle høre om politiets psykiske problemer, midt under COP15, for så skulle vi nok få sympatien over på den rigtige side. Nårh ja, de psykiske problemer var så mest afstedkommet af de oplevelser der kommer af at skulle fiske børnelig ud af trafikulykker. Alligevel misbruges politiet her til at få sat på plads at, der altså ikke må gøres anstand til uro, for så får de stakkels strissere det jo dårligt. Og de opfører sig jo altid pænt og forsvarer også den pæne opførsel, ikke sandt?

Et sidste eksempel på voldtægt af vores allesammens gode opførsel. Kriminelle, ”der er uden for pædagogisk rækkevidde”. Det er jo blevet legitimt at bare råbe ”Straf” og så ellers fylde fænglserne op. Men hjælper det? Og hvad siger de det egentligt går ud over? Ja, de siger selvfølgelig nej tak til hævede straffe, men de skal jo bare lukke arret og opfører sig ordentligt; det siger Brian mikkelsen (link) selv og det er da også rigtigt. Forkert!
Når de kriminelle udsættes får såkaldt konsekvens, udsættes de jo for det eneste kender til, konsekvensen af dårlig opførsel. De er vokset op med konsekvensen af svigt fra forældre og myndigheder; den professionelle omsorg er ikke kærlig og det er et fængselsophold heller ikke. Altså en form for mønster, der blot fortsætter i voksenlivet.
Hvad med at opfordrer, hjælpe, lede til god opførsel og så belønne denne? Næ, i fængsel med dem og derinde kan de så rådne op, for når de kommer ud, har de helt sikkert lært en masse ud af at opholde sig i en blanding af forbryderakedemi og feriekoloni. Den forhenværende justitsminister udtalte endda at der ikke er noget præventivt i straf, men så længe den straffede sidder i fængsel, laver de i hvert fald ikke kriminalitet.

God opførsel er ikke lig med mangel på modstand mod det etablerede. Tværtimod.
Nej, der er brådne kar i alle afdelinger af vores samfund, kar der løber over af egoisme og selvretfærdighed. Og særligt blandt grupper af mennesker der har magt, er tendens til at misbruge den til mere egoisme. Modmagt er vores eneste redskab, når vi holdes for nar via propoganda, løgn og fordrejelser og sludder; deltag i dit samfund; vær antiautoritær.

hvem kæmper demonstranterne for?

Når der nu skal være fest, så lad der dog være fest. og derfor skal der nok også komme gang i gaderne under COP15 i København i de nærmeste dage. Dette skal ikke handle om hvorvidt nogle aktionsformer er mere valide end andre. Det skal blot kostateres at vi forhåbentlig vil se jævne folk på gaden, for at give deres besyv med.
Men når de så står derude på gaden, i regnen, i blæsten, med deres bannere og fastlagte rute og venligt eskorteret af jyske landbetjente; hvem er det så de repræsenterer? Er de på gaden for andre end sig selv?
Jeg bor i provinsen og derude taler vi sammen, også om topmøde og deres effekt. Når talen kommer ind på demonstranter, bliver stemningen ligesom lidt presset og der bliver joket om brug af vandkanoner og peberspray. Prøver man land- og forstadsbeboerne lidt af og begynder at tale om lømmelpakker og menneskerettigheder, bliver stemningen endnu lidt mere presset. De kan ikke helt lide at der tales om statsvold og undertrykkelse i Danmark. Så kommer det endeligt frem; "jeg håber kraftedmig de gør god brug af den vandkanon". Og med låget af, vælder det op med mishagsytringer om disse voldspsykopater og byafbrændere, der hindrer politiets arbejde. De skal bare afvejen. Demonstranter er blevet synonyme med antidemokratiske kræfter og bøller.
Men, hvis man skal tage landboerne og forstadsbeboerne for gode varer; hvem går demonstranterne så på gaden for? Almindelige mennesker har jo tilsyneladende ingen respekt eller interesse i en aktiv deltagelse med helt demokratiske midler. Civil ulydighed; siges det i en snak henover forstadshækken, er det som at sympatisere med 9/11.

Vi har et demokratisk problem når den almindelige borger i dén grad afskriver sig en aktiv deltagelse, endsige en accept eller sympati med de få der endnu aktionerer for folket, når disses rettigheder, muligheder, fremtid og friheder krænktes.

Er dette løsningen for den kulsejlede kapitalisme?

Har læst på Scharmers 7 punkter der skal reformerer kapitalismen indefra:
Ny infrastruktur; f.eks værdibaserede indkøbssystemer.
Ejendomsret; f.eks fondsstyrede naturressourcer, der modvirker privat udnyttelse.
Borgerløn; garanti for en verdensomspændende mindsteindkomst udbetalt af staten.
Vending af pengestrømmen; Tobin-tax og øget aktivering af bæredygtige investeringer.
Grønt lederskab; Uddannelse af ledere & studerende i praktisk anvendelse for fælles bedste af deres evner.
Offentilg samtale; samtale frem for énvejs kommunikation.
Opfindsomhed; gå fra største indtjeningsmulighed til største behov.

”Hvis vi skal gøre noget ved klimaforandringerne, skal kapitalismen transformeres, og vi skal udvikle vores bevidsthed fra at være fanget i egeninteresse til at ville det fælles bedste. Det siger ledelsesekspert Otto Scharmer.” (Uddrag fra denne artikel; http://www.information.dk/216098/#comments)

Hele programmet her; på engelsk.

http://www.ottoscharmer.com/docs/articles/2009_SevenAcupuncturePoints.pdf

Yngre mænd og mennesker, anno 2009

I Politikken fredag d. 16. oktober kaldes der til samling blandt yngre mænd imellem 20 og 40. Ifølge samme medie føres kønsdebatten imellem kvinder i nærmest alle aldre og ældre mænd. Manden i midten, imellem ungdom og tilbagelænet alderdom, må frem i brechen for ellers tager forskerne, politikerne og kvinderne over, hævdes det.

Men mændene har regnet det hele ud for længe siden og kvinderne er først ved at forstå det fakta.

Her er et par betragtninger fra midten, derfra hvor 70ernes og 80ernes kvindelige lærere og pædagoger efterlod os til at forstå kvinder som ligeværdige. Og det gør vi så. På ingen måde ser jeg en kvinde som andet end et andet menneske med lige muligheder, håb og fejl som jeg, en mand midt i 30erne.

Sådan har det ikke altid været.

For ti år siden ville jeg have kæmpet for at kvinderne fik deres kvoter og forbehandling, så de kunne komme til at forandre verden med deres særligt kvindelige værdier. Rummelighed, omsorg, empati, frodighed, skønhed; jeg så kvinder som bærende på fremtiden. En fremtid uden det evige kapløb mod større, bedre, længere.

Lad os starte med at slå fast at tiden er anderledes nu, den vestlige verden står tilbage efter ti år med en uhørt materialistisk badeferie, nu er tiden måske moden til de førnævnte værdier, som jeg troede var specielt kvindelige. Jeg ser dem blot ikke som specielt kvindelige mere. De er menneskelige.

Et hurtigt blik på en tilfældig fredags aviser viser med al tydelighed at (vestlige)kvinder er gjort af det samme stof som deres mænd.

To eksempler.

Det første kan næsten stå for sig selv; Jyllands Postens tillæg ”Viva”. En tour de force igennem powerkvinder, der er født på motorcykler, ser sig selv som oplagte ledere, og hvis største oplevelse er den anerkendelse der ligger i at et andet menneske elsker hende. Eller fotomodellen, der først var den banebrydende, ”tykke” pige, men nu fylder en flot (naturlig?) størrelse 36. Hun er nu 32 og har netop udgivet en kogebog med tilhørende erindringer. Fint og flot, men hvad skal vi med det, mænd har hævdet sig således i gennem alle tider. At det er kvinder der står bag, ændrer intet ved det overfladiske og prangende og at dette ofte betragtes som mandlige uvaner.

Lad os tage mit andet eksempel; l Leth/Sabroe bogen ”Derfor knepper de så meget i det her land”.

I Information anmeldes denne bog af en yngre kvinde, der ikke levner nogen tvivl om hendes foragt for disse to ronkedorers opremsning af kvindenedlæggelser og dertilhørende mindreværd og distanceblænder. Hun ser bogen som en mandlig pendant til Camilla Stockman/Mejse Njords tidligere udgivelser af mailudvekslinger. Men hvor hun finder de to kvinders bøger både flot redigerede og dejligt følsomme, ser hun de to herrers bog som både for lang og for pralende, hun finder den nærmest ufrivillig komisk. Ifølge anmelderen må kvinder gerne udstille al deres kunnen, deres viden, deres fandenivoldskhed og krydre det med at være sexsymboler (men kun når de selv bestemmer det), mens mænd, her ældre, bare skal stikke piben ind med deres patetiske og umodne praleri.

Så. To eksempler på nutidens kvinder og deres syn på livet. Det første er en kopi af et klichéfyldt mandsdomineret sprog. I andet eksempel nedgøres samme ”mandlige værdier”.

Når kvinder kopierer mænd i alle aspekter, kan de ikke samtidigt nedgøre det samme værdisæt. Så tåbelige havde jeg ikke troet kvinder ville være, dengang for ti år siden.

Men der er vel håb. Nutidens kvinder er måske først nu ved at blive klar over et fakta mænd har vidst i mange år.

Et fakta der er meget enkelt; ingen kan alt alene.

Man bliver nødt til at vælge sine kampe, der hvor man er stærkest. Derfor lærte mændene hurtigt at undertrykke kvinderne med magt via vold, religion og kulturelle dogmer. På intet tidspunkt igennem historien, har kvinder fået lov til at stille sig side om side med manden. For stenalderfolket måtte kvinderne beskyttes, da de bar stammens liv i deres skød, altså en isolering. Men også fra det isolerede hjem kunne kvinder kontrollere f. eks. madforrådet og healing af sygdomme via deres bedre viden om menneskekroppens funktioner. Kompetencer, der også blev frataget dem.

Forrådet blev til en handelsvare som mændene igen overtog. Helbredelsen lå det tungere med, men da først den totalt mandsdominerede kristendom fik det religiøse overtag, var der kun kort til hekseforfølgelserne, den sidste kvindelige bastion var nedkæmpet. Mænd kunne nu vælge præcis hvilke område de ville dominere. Og selvfølgelig valgtes de mest bekvemme; politik, krigsførelse, kultur og religion. Alle felter der ikke er livsnødvendige for samfundets opretholdelse. Derimod er de dramatiske og intellektuelt udfordrende, samtidigt med at den tid der bruges på udførelsen af dem ikke står mål med al den spild-/ ventetid der omgiver dem. En kriger er kun i krig en meget lille del af sin karriere, han bruger derimod store mængder af tid på at træne, hvile, flytte sig eller prale om sine bedrifter. Omvendt står det jo nærmest til med sysler der drejer sig om madlavning eller pasning af børn, syge og ældre; dette arbejde kræver en konstant indsats, uden pauser. Men der er måske håb for mændene også.

(Vestlige)mænd af i dag er nemlig nu blevet afvænnet med at være så fjerne og ligegyldige overfor deres nærmeste og de besværlige pligter i tilværelsen. Og taget i betragtning at det kun har taget 1½ generation, synes jeg det går helt fint. Vi mænd med små børn og fuldtidsarbejde, med familie og parforhold, vil gerne vise at vi kan mere end vore forfædre ville. Så vi blevet mere stille, mere koncentrerede. Vi beskæftiger os med, af forne tider betragtet; ugivtige sager som børneopdragelse, indkøb og samtale. Det larmer bare ikke så meget at gøre det. Det ved kvinderne af i dag også, og derfor er de nye brøleaber på banen.

Jeg troede engang at kvinder bar på nogle særlige værdier, som kunne bringe verden til et bedre stade. Det tror jeg ikke mere, jeg har måttet gå igennem den erkendelse at heller ikke kvinderne kan bære den opgave. Det har været et chok og et aggressivt brud og denne tekst kan tolkes som et udfald imod kvinder. Det er det ikke.

Det er muligt at intet af det her behandlede har været afgørende for de kønsroller som vi ser dem i dagens Danmark. Der kan være parametre som er vigtigere end de kønslige forskelle eller mangel på samme.

Hvis vi virkelig ønsker at bevæge os ud over disse forstilte forskelle på kønnene, bliver vi nødt til at anerkende at vi alle rummer muligheder for at løse alle opgaver. MEN at vi bare ikke kan gøre det alene. Vi er et socialt dyr, det er simpelt. Men erkendelsen af at vi er lige værdier, kan være lidt sværere at nå.

Nå, er soldaterdrømmen en fortsat krig?

Et lille host her på dagen efter dagen, efter..........der er gået mange dage, hvor Danmarks krigsminister og hans urolige kompagni af tinsoldater har keglet rundt i manegen, i går gik Krigschefen så endeligt. Og, senest sammen med Hans Engel, kan Dead fish... konstatere hvad der allerede lå os på sinde; at DKs armé er fyldt med krigsfanatikere på højeste plan, der i deres bestræbelser på at sikre deres eget job og endnu en båd nede i marinaen, gerne går så langt som at fabrikere falske data.
Megen undren må der jo så fortages, da "et bredt flertal" i Folketingets Angrebsudvalg, lader ministeren sidde og endda tillader Angrebets eget auditørkorps at foretage undersøgelserne af hele affæren? Jo, det......? Giver jo ingen mening. Ræve der vogter gæs giver jo heller ingen mening.
Særligt ikke når det jo nu endelig kommer frem, at der i militæret de sidste 10 år eller mere, har hersket en foragt for valgte politikeres overvågning og håndsret over det danske militær. Vi taler total ligegyldighed med hvilket strømninger der måtte være i befolkning og folketing her. Og nu skal man undersøge sig selv. Hvo´n gik det sidst en lukket organisation undersøgte sig selv, lad os tage.............det danske politi.
Jo, 6 mand kunne ikke huske hvem det lige var der smadrede en fyr til lirekassemand ude på vestegnen og alle slap fri. Og så kan vi jo fortsætte til hele balladen om Blekingegade banden og deres tien om et strisserdrab. Der har det jo ikke skortet på foragt overfor sådan en fælles lukkethed og sammenhold fra den offentlige mening. De 6 gutter her hører vi ikke mere til.

Problemet er, at vi står med store statsdrevne, men egenrådige, organisationer, der ser sig selv uundværlige og derfor hævet over os andre. De samme andre, organisationen er sat i verden for at tjene. Det ligner begyndelsen på enden for sammenholdet og Dead fish ser hellere at vi afskaffer disse organisationer end at de får lov at fortsætte deres deroute på vore alles vegne. Kan de ikke tjene deres sag, må de væk. Og lige nu har begge organisationer så travlt med at fremstille arbejde til sig selv, at de jo ikke evner at tjene os andre ordentligt. Angrebet fortsætter deres makværk i Afghanistan og politiet overvejer om ikke Obama skal komme forbi en gang til. Så ja, der skal rulle mange flere hoveder, før Dead fish respekterer en uniforms autoritet.


Rettelse, uniformer, af alle afskygninger, kommer vi aldrig til at respekterer ;)

ansvar?

Var det ikke sådan at de sidste 7½ års OVK-regering, der prædikede straf og konsekvens?

Man undres over den mangel på samme der udvises i sagen om den oversatte drengebog. Man harmes over at de står og skubber anvaret…nej, vent både krigsminister og krigschef påtager sig jo ansvaret for at der er blevet fremstillet falske bevismaterialer på vort lands fortsatte behov for at føre krig. Men de drager ikke KONSEKVENSEN ved at være chef; de unddrager sig at leve op til det eneste ansvar chefer har; at tage ansvaret for deres medarbejderes gøren og laden. I rækken af ansvarsforflygtigelse kan også nævnes SuperBest og Danske Bank, der også påtager sig et ansvar for deres firmas fejltagelser, men hvis ledelser forbliver indtakte og konsekvensløse.

Er det blevet umoderne at vise sig som et mandfolk og være sig sit ansvar bevidst? Ikke at man partout må rejse sig op og gå, når nogen i organisationen handler imod hvad der forventes, men er det ikke på tide at tænke lidt over hvorfor disse medarbejdere handler som de gør? Ledelse angiver retninger for deres medarbejdere, de leder, både udadtil og indadtil.

Sidder der bare krigsliderlige it-konsulenter, pengegriske finansrådgivere og ondsindede slagtere rundt omkring og handler imod en ellers velmenende ledelse? Eller kan det være at der fra ledelsesplan sendes signaler, der kan lede til sådanne handlinger fra medarbejdernes side? Jeg ser denne selvrådige hærledelse sidde og tænke mulige scenarier frem for at holde en krigsmaskine i gang, jeg ser en profithungrende bankledelse og et supermarked, der for længst har glemt at være et serviceorgan for dets kunder.

- Og ved du hvad? Det giver mere mening for mig at de nævnte ledelser har givet besked nedad om forfalskning, profittænkning og mersalg end at en eller anden tilfældig ansat pludselig, ved egen drift, beslutter sig for at vippe båden helt rundt.

Darwin er død, Kropotkin leve!

Med en alder på 200 år kan naturforskeren Charles Darwin efterhåneden godt kaldes en klassisk tænker. Kan hans tanker ligge til grund for den finansielle krise der ser ud til at præge verden i disse år?. Kan hans historiske manifest om mennesket som en abe ligge til grund for at vi nu må spænde livremmen ind? Vil det give mening at se på Darwins samtidige kritikere, for måske at se en løsning?

Ved at give et kort resumé om Darwinismen, vil vi se at hans tanker er en direkte årsag til fyringer og derafkommende frygt for fremtid og omgivelser (læs; nationalisme og racisme). Og vi skal hilse på Pjotr Kropotkin, der idag er glemt, men hvis tanker rummer svaret på nutidens kvaler.

Darwinismen blev hurtigt skilt fra Darwin selv. Andre ville bruge disse nyskabende tanker politisk, med det samme. At Darwin brugte 20 år på at samle mod til at publicerer sine tanker om et muligt slægtskab imellem pattedyrene, helt frem til mennesket, viser os en forsigtig og seriøs forsker. Han ville være helt sikker på sine teorier og samtigt også være sikker på at han ville få den fornødne anderkendelse for sit arbejde.
Hovedværket ”Arternes Oprindelse” udkom i 1859. Resten af karrieren måtte han se sine argumenter være udgangspunkt for ophedede debatter. For at underbygge sine teorier, udkom han bla. med ”The Decent Of Man” (1873). Her fremførtes grunden til mennesket ufatteligt hurtige udvikling; Mennesket havde konstant kæmpet imod naturen og hinanden. Igennem kampen skulle de stærkeste og klogeste have overlevet og vundet retten til formering og udvikling.
Lige siden har den vestlige verden set dette argument legitimerer udnyttelsen af andre kulturer, af fattige. Helt ned i den danske leverpostejshverdag giver dette sig til udtryk. Danskerne nyder at få dagligvarene billigst muligt. Billigt er godt. Vi vil heller ikke helt betale til fællesskabet, så man snyder i skat, arbejder sort. Og i begge tilfælde, er der en slet skjult stolthed i at købe billigt eller krybe udenom fælleskassen. Kapitalismen, folkens, kapitalismen er funderet på en teori om at det gælder om at sparke nedad, for så overlever man.

Så nu står den vestlige verden og med den også danskerne og har har kneppet hinanden og naturen lidt for hårdt til at det er sjovt mere. Vi kan efterhånden selv mærke losset fra vores biler og overdrevne forbrug. Vi skal nu til at betale meget mere for basale fødevarer, tænke bæredygtigt, begrænse rejseaktiviteten. Altsammen meget kedeligt og angstprovokerende.

Tilbage til det sene nittendeårhundrede.
Selvfølgelig var der religiøse protester og de er der stadig. Men deres argumenter er baseret på endnu ældre skrifter, der også idag, må anses for at være fanatiske og dermed imodtagelige for saglig debatteren. En overjordisk designer, med myg og tyggegummi på samvittigheden? Nej, vel?
Mere interessant er russeren Pjotr Kropotkins modstand på teorien om den stærkestes overlevelse. Som svar til Vulgærdarwinisterne, udgav Kropotkin ”Gensidig Hjælp” i 1902.
Han angiver en lan række tilfælde i dyrenes og menneskets tidlige historie, hvor hjælp og samarbejde er den stærkeste kraft i arternes overlevelse i naturen og i særdeleshed, omgangen med hinanden. Der henvises til eksempler som sammenholdet i den nære historie - i laugsvæsenet, klosteret og landsbyen, og i vor egen samtid, i brugsforeninger, producentkooperativer og fagbevægelser.

I gennemlæsningen af dette, måske lidt gammeldags skrevne, værk, undres man over at denne tænker ikke bruges den dag idag. Meeen, så måske ikke, når man ved at Kropotkin var en fremtrædende anarkist.
En fortaler for statens afskaffelse og individets frie tanke er ikke noget socialister, kommunister, konservative, liberale eller kristne bryder sig om. Ligesom østens filosofier, ligger den anarkistiske tankegang om samarbejde, frihed, tolerance og selvbestemmelse UDEN autoritet, meget fjernt, for hvem skulle dog så bestemme? Nogen må jo bestemme.
Med Darwins indførelse af den stærkestes magt over den svage, er århundreders magtstrukturer legitimeret, helt frem til idag.

Derfor fejrer vi Darwin i år, ikke pga. et par finker på Galapagos.