Når der nu skal være fest, så lad der dog være fest. og derfor skal der nok også komme gang i gaderne under COP15 i København i de nærmeste dage. Dette skal ikke handle om hvorvidt nogle aktionsformer er mere valide end andre. Det skal blot kostateres at vi forhåbentlig vil se jævne folk på gaden, for at give deres besyv med.
Men når de så står derude på gaden, i regnen, i blæsten, med deres bannere og fastlagte rute og venligt eskorteret af jyske landbetjente; hvem er det så de repræsenterer? Er de på gaden for andre end sig selv?
Jeg bor i provinsen og derude taler vi sammen, også om topmøde og deres effekt. Når talen kommer ind på demonstranter, bliver stemningen ligesom lidt presset og der bliver joket om brug af vandkanoner og peberspray. Prøver man land- og forstadsbeboerne lidt af og begynder at tale om lømmelpakker og menneskerettigheder, bliver stemningen endnu lidt mere presset. De kan ikke helt lide at der tales om statsvold og undertrykkelse i Danmark. Så kommer det endeligt frem; "jeg håber kraftedmig de gør god brug af den vandkanon". Og med låget af, vælder det op med mishagsytringer om disse voldspsykopater og byafbrændere, der hindrer politiets arbejde. De skal bare afvejen. Demonstranter er blevet synonyme med antidemokratiske kræfter og bøller.
Men, hvis man skal tage landboerne og forstadsbeboerne for gode varer; hvem går demonstranterne så på gaden for? Almindelige mennesker har jo tilsyneladende ingen respekt eller interesse i en aktiv deltagelse med helt demokratiske midler. Civil ulydighed; siges det i en snak henover forstadshækken, er det som at sympatisere med 9/11.
Vi har et demokratisk problem når den almindelige borger i dén grad afskriver sig en aktiv deltagelse, endsige en accept eller sympati med de få der endnu aktionerer for folket, når disses rettigheder, muligheder, fremtid og friheder krænktes.
