tirsdag den 9. juni 2009

Darwin er død, Kropotkin leve!

Med en alder på 200 år kan naturforskeren Charles Darwin efterhåneden godt kaldes en klassisk tænker. Kan hans tanker ligge til grund for den finansielle krise der ser ud til at præge verden i disse år?. Kan hans historiske manifest om mennesket som en abe ligge til grund for at vi nu må spænde livremmen ind? Vil det give mening at se på Darwins samtidige kritikere, for måske at se en løsning?

Ved at give et kort resumé om Darwinismen, vil vi se at hans tanker er en direkte årsag til fyringer og derafkommende frygt for fremtid og omgivelser (læs; nationalisme og racisme). Og vi skal hilse på Pjotr Kropotkin, der idag er glemt, men hvis tanker rummer svaret på nutidens kvaler.

Darwinismen blev hurtigt skilt fra Darwin selv. Andre ville bruge disse nyskabende tanker politisk, med det samme. At Darwin brugte 20 år på at samle mod til at publicerer sine tanker om et muligt slægtskab imellem pattedyrene, helt frem til mennesket, viser os en forsigtig og seriøs forsker. Han ville være helt sikker på sine teorier og samtigt også være sikker på at han ville få den fornødne anderkendelse for sit arbejde.
Hovedværket ”Arternes Oprindelse” udkom i 1859. Resten af karrieren måtte han se sine argumenter være udgangspunkt for ophedede debatter. For at underbygge sine teorier, udkom han bla. med ”The Decent Of Man” (1873). Her fremførtes grunden til mennesket ufatteligt hurtige udvikling; Mennesket havde konstant kæmpet imod naturen og hinanden. Igennem kampen skulle de stærkeste og klogeste have overlevet og vundet retten til formering og udvikling.
Lige siden har den vestlige verden set dette argument legitimerer udnyttelsen af andre kulturer, af fattige. Helt ned i den danske leverpostejshverdag giver dette sig til udtryk. Danskerne nyder at få dagligvarene billigst muligt. Billigt er godt. Vi vil heller ikke helt betale til fællesskabet, så man snyder i skat, arbejder sort. Og i begge tilfælde, er der en slet skjult stolthed i at købe billigt eller krybe udenom fælleskassen. Kapitalismen, folkens, kapitalismen er funderet på en teori om at det gælder om at sparke nedad, for så overlever man.

Så nu står den vestlige verden og med den også danskerne og har har kneppet hinanden og naturen lidt for hårdt til at det er sjovt mere. Vi kan efterhånden selv mærke losset fra vores biler og overdrevne forbrug. Vi skal nu til at betale meget mere for basale fødevarer, tænke bæredygtigt, begrænse rejseaktiviteten. Altsammen meget kedeligt og angstprovokerende.

Tilbage til det sene nittendeårhundrede.
Selvfølgelig var der religiøse protester og de er der stadig. Men deres argumenter er baseret på endnu ældre skrifter, der også idag, må anses for at være fanatiske og dermed imodtagelige for saglig debatteren. En overjordisk designer, med myg og tyggegummi på samvittigheden? Nej, vel?
Mere interessant er russeren Pjotr Kropotkins modstand på teorien om den stærkestes overlevelse. Som svar til Vulgærdarwinisterne, udgav Kropotkin ”Gensidig Hjælp” i 1902.
Han angiver en lan række tilfælde i dyrenes og menneskets tidlige historie, hvor hjælp og samarbejde er den stærkeste kraft i arternes overlevelse i naturen og i særdeleshed, omgangen med hinanden. Der henvises til eksempler som sammenholdet i den nære historie - i laugsvæsenet, klosteret og landsbyen, og i vor egen samtid, i brugsforeninger, producentkooperativer og fagbevægelser.

I gennemlæsningen af dette, måske lidt gammeldags skrevne, værk, undres man over at denne tænker ikke bruges den dag idag. Meeen, så måske ikke, når man ved at Kropotkin var en fremtrædende anarkist.
En fortaler for statens afskaffelse og individets frie tanke er ikke noget socialister, kommunister, konservative, liberale eller kristne bryder sig om. Ligesom østens filosofier, ligger den anarkistiske tankegang om samarbejde, frihed, tolerance og selvbestemmelse UDEN autoritet, meget fjernt, for hvem skulle dog så bestemme? Nogen må jo bestemme.
Med Darwins indførelse af den stærkestes magt over den svage, er århundreders magtstrukturer legitimeret, helt frem til idag.

Derfor fejrer vi Darwin i år, ikke pga. et par finker på Galapagos.