...festen endte lidt skidt den dag. Der blev smadret og larmet lidt for meget, for meget til at det blev populært. Faktisk blev hele balladen i Hyskenstræde temmelig upopulær; selv hos dead fish...
Al mulig respekt for at ville bryde kapitalens greb i byen og os alle; fino. Men skal der ikke være lidt idé med galskaben?
Valg af kampplads: Indre by? Hvornår dælen har Indre By i Kbh tilhørt noget folkeligt, radikalt eller nytænkende? De få beboerne der bor i kvarteret, betaler vidst lidt for meget for lejlighederne, til at have råd til at støtte antikapitalister.
Aktionsmetode: Ødelæggelse , fordi det viser hvor kreativ man kan være i opbygning af nyt? Det er der vidst for mange totalitære erfaringer til at tro på.
Forsvar: Man udspyr en masse fraser fra tillærte filosofer, krydret med lidt fræk ordporno.
Jeg finder grundene og resultatet genemmeskueligt; dette er et selvpromoverende stunt af (unge)mennesker, der ender med at blive de mest konservative støtter af samfundet af idag.
Her er min tese om hvorledes det vil gå "oprørerne" fra Hyskenstræde.
De vil fortsætte med aktioner, indtil det er tid til eksamnerne. Her kan de så ovenikøbet flashe deres viden om brugen af filosofi(-floskler) i direkte aktion. Efterfølgende en årrække med rejser, fortsat "radikale" aktioner, indtil en eller anden politiker eller medie, tager dem til nåde og indleder "dialog". Nu kører møllen så for alvor. Vore radikale typer vil deltage i paneler, debatter i diverse medier, udgive/bidrage med, debatbøger. Så kommer fokusgruppearbejdet, skribentstillingerne, korrespondentjobsne, konsulentkontrakterne.
Så hedder det forskerstillinger, undervisning på uni(hov, nu er cirklen vidst da komplet), rektorater og bestyrelsespladser. Tilsidst noget velgørenhed og en eller to biografier, med tilhørende, chockerende, billeder af en vild, oprørsk ungdom. Herefter blot nekrologen.
Oprør er ikke noget man gør andre opmærksom på med mediestunts, som det i Hyskenstræde. Det er en sindstilstand hos den enkelte, der opgiver alle faste tilhørsforhold; både materielle og personlige. Man opgiver at holde fast; det er oprør imod det nærværende. Det er en høj pris og jeg ser ikke lægesønnerne fra Silkeborg være klar til at betale. Hvis de er rigtigt uheldige, er alt de skal betale, et par ødelagte ruder.
